 |
|
|
|
Debatindlæg til Kristeligt Dagblad Julen 2005 blev den jul, hvor ikke blot nogle danskeres stærke økonomi satte sig spor i større og dyrere juleindkøb end sidste og forrige år. Det blev også det år, hvor juleevangeliet i ganske usædvanlig grad blev sat på danskernes dagsordenen, bl.a. på grund af ”Præsteinitiativet”. Den umiddelbare anledning var endnu en ulykkelig flygtning, der får afslag på asyl. Trods fængselsophold og tortur i sit hjemland, Serbien, trods etnisk udrensning, der gør ham uvelkommen, hvor han før har boet, trods ægteskab og barn i Danmark, trods det, at han ikke har familie tilbage i hjemlandet. Ikke bare en ulykkelig sag, men en skændig sag. Og endnu en gang følte vi dyb skam over at være borgere i et land, hvor myndighederne administrerer en i forvejen yderst stram lovgivning, så ingen grusomhed mod et menneske tilsyneladende er slem nok til at give asyl. Der var to uger til jul. Vi tre havde julehøjtidens evangelier som tankefilter, og paralleller og modsætninger slog os. ”Der var ikke plads til dem i herberget”. Der er stadig ikke plads i herberget, for dem der kommer sidst, for dem, som ikke kender nogen, som kender nogen, der kan trække i trådene. Juledagens og Sct. Stefansdags evangelier kaster deres lys også over Danmark 2005. Og bag alt hørte vi ordene fra kirkeårets sidste søndag ”For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise...jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig…” ”Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort imod mig.” Der er ikke overskydende tid til at lave nye initiativer i ugerne op til jul. Alligevel gjorde vi det. Simpelthen, fordi vores samvittighed bød os at gå i gang. Og det blev ”Præsteinitiativet 2005/06 Der er stadig ikke plads i herberget”. En henvendelse til nogle kolleger om at deltage i initiativet: Sende en protest mod den konkrete udvisning til ministeren eller i én eller flere juleprædikener tage emnet, udvisningstruede flygtninge, op eller lave forbøn for den samme gruppe. Det videre forløb er velkendt. Blandt de knap 250, der til nu har henvendt sig, er der mange, der støttet initiativet på alle måder. Nogle har tilkendegivet, at de ikke ønskede at lave en provokerende prædiken, men gerne ville støtte i øvrigt. Og lige netop spørgsmålet om, at prædikenen kan berøre en aktuel sag, som for nogle er humanitær og medmenneskelig, for andre politisk, har været det emne, der har interesseret medierne mest, og har fremkaldt den største diskussion i læserbrevsspalterne. En hel del misforståelser har gjort sig gældende: Såsom at præstens private (parti?)politiske mening nu skulle kastes ud over sagesløse kirkegængere og ødelægge deres juleglæde. Intet har ligget os mere fjernt. Og som jeg kender mine kloge og besindige kolleger i mit eget og andre provstier, så er det en hensigt, der alene er blevet fremført i medierne af andre end ”præsteinitiativet”. Men sagen er, at evangeliet må og skal forkyndes fuldt ud. Til retledning og formaning. Til syndernes forladelse. Til trøst og glæde. Det baner sig dermed vej ud i vores hverdagsliv. Også op på det plan, hvor vores samfundsliv organiseres, det politiske plan. Hvis evangeliet kun forkyndes i et lukket rum, uden sammenhæng med den måde, vi organiserer vores samfund på, så bliver det alligevel politisk. For så får den verdslige magt intet modspil fra Guds Ord. Til glæde for magthaverne! Men hvem skal så tale de svagestes sag, når staten svigter? ”En stor glæde, som skal være for hele folket” lød englens budskab. Det er et stærkt budskab til Danmark i år 2005, hvor vi oplever en udskillelse af ”os” og ”de andre” på samfundets bund: Kontanthjælpsmodtagere, langtidssyge og nedslidte, flygtninge på integrationsydelse og allernederst: flygtninge, der udvises til ny forfølgelse. ”Præsteinitiativet” sætter fokus på modsætningen mellem det glade julebudskab og den umenneskelige behandling af dem, der ingen rettigheder har, og på afstanden mellem ”os” og ”de andre”. Det har en række præster gjort på forskellig vis i deres juleprædikener, mest måske til 2.juledag. Men over alt dette har ordene lydt ”Glæden skal være for hele folket”. Glædelig jul! Bodil Hindsholm Hansen, Udbyneder-Kastbjerg Pastorat, Mariager Kommune med i ”Præsteinitiativet 2005/06” |
Forhåbentlig kan min underskrift hjælpe med at gøre en forskel. Hvis ikke er jeg igen træt af at kalde Danmark for mit fødeland. Kristine Thorn |
||||||||
