Printervenlig udgave


Opfordring til integrationsminister Rikke Hvilshøj.
Mariager d. 29. januar 2007

Integrationsminister Rikke Hvilshøj.
Ministeriet for flygtninge, Indvandrere og Integration.
Holbergsgade 6,
1057 København K

Permanent humanitær opholdstilladelse til Mirsad Zairi.

Vi skal hermed opfordre dig til personligt at gå ind i udvisningssagen omkring Mirsad Zairi, Assens ved Mariager, og tildele Mirsad Zairi permanent humanitær opholdstilladelse, så han ikke skal skilles fra sin familie, men kan få mulighed for at forsørge den og samtidig være den nødvendige støtte for deres fælles barn Kaltrina på 4 år.

Vi er klar over, at Mirsad Zairi har fået indtil flere afslag på asyl i Danmark, men vi finder at konsekvensen – som i dette tilfælde vil være en ”tvangsskilsmisse” - ikke på nogen måde kan have været lovens hensigt. Vi frygter, at en udvisning vil have uoverstigelige konsekvenser ikke bare for Mirsad Zairi, men også for hans kone og barn, der har permanent opholdstilladelse i Danmark.
Vi finder, der er mange gode grunde til at tildele Mirsad Zairi humanitær opholdstilladelse:

- Mirsads kone Valentina vil ikke flytte til hverken Serbien eller Kosovo, da hele hendes familie og netværk bor i Danmark og har permanent opholdstilladelse her. Endvidere er hun psykisk sårbar og lider af PTSD. I Serbien vil Valentina desuden heller ikke være velkommen, da hun er etnisk albaner fra Kosovo. (Bilag 1)

- Mirsad er livsvigtig for familiens trivsel og især for datterens udvikling, som i øjeblikket er stærkt truet, bl.a. fordi familien har måttet leve i konstant utryghed igennem snart 7 år. Det er den kommunale socialforvaltnings opfattelse, at det vil være nødvendigt at ansætte en støtteperson til erstatning for Mirsad, hvis han udvises. (Bilag 2)

- Vi finder det helt uantageligt at sende en ung mand, som har været udsat for grov tortur, tilbage til de myndigheder, som udførte den, da det uvægerligt vil medføre retraumatisering. (Bilag 3)

- En militærdomstol venter på hans tilbagekomst, og der foreligger på nuværende tidspunkt en indkaldelse til fornyet forhør. (Indkaldelsen incl. oversættelse er tidligere indsendt.)

- Mirsad er familiens ressourceperson og vil være i stand til at få arbejde og derved forsørge sin familie, som ellers sandsynligvis vil være på offentlig forsørgelse i mange år og måske for altid, da Valentina er syg.

- Vi forstår ikke, hvordan Flygtningenævnet kan tilsidesætte Menneskerettighedserklæringens artikel 8, som omhandler familiens enhed. Desuden er det uforståeligt, at Flygtningenævnet kan tilsidesætte det faktum, at Mirsad og Valentina blev gift før 24 års reglen trådte i kraft. Valentina er siden blevet 24 år. (Bilag 4)

Vi finder, at der er så mange både menneskelige som retslige gode grunde til, at du hurtigst muligt bør afslutte denne sag ved at bevilge Mirsad Zairi permanent humanitær opholdstilladelse. Ikke mindst for at sikre at datteren Kaltrina får en ordentlig opvækst.

Sekundært udbeder vi - og repræsentanter for Indvandrerrådgivningen i Århus - os et møde med integrationsministeren, således at evt. misforståelser og klarlægninger kan fremsættes direkte overfor ministeren.

Vi vedlægger 1371 underskrifter fra borgere, som har skrevet under på, ”at Mirsad Zairi får varig opholdstilladelse i Danmark, så han kan leve sammen med sin familie og derved få mulighed for at forsørge den”. Underskrifterne er indsamlet på 14 dage. De repræsenterer et bredt udsnit af samfundet både menneskeligt såvel som politisk. (Bilag 5)

Med venlig hilsen
Borgergruppen: ”Asyl til Mirsad nu!”

Peter Toubøl
Bjerregårdsvej 4,
9550 Mariager.
Tlf.: 98541559
E-nyhedsbrev
  

Sidste nyt

Se billeder af Mirsad

Støt økonomisk

Skriv under

De skrev under

Det skrev de

Tip en ven

Kontakt os

Kan det betale sig at lade være?

Det er bare SÅ skændigt. Send Pia K. til Serbien i stedet for.

Allan Vinje














[ admin login ]

Denne side er lavet af Mikael Ustrup på vegne af borgergruppen til støtte for Mirsad og hans familie