 |
|
|
|
DER VAR IKKE PLADS TIL DEM i HERBERGET En helt almindelig historie fra dagens Danmark. Banal og triviel, fordi de findes i bundter. Ingen af rigets vagthunde, TV eller aviser, gider mere beskæftige sig med det. En helt almindelig historie om en mor en far og deres barn og om nogen, der ikke vil dem det godt. Det handler årets julehefte om. VALENTINA I MARIAGER FORTÆLLER Og det skete i de dage Det var på den tid, hvor vi endnu boede i Kosovo. Min far kom hjem med blod over det hele. Han var blevet anholdt og slået af politiet. De havde været efter ham i lang tid. Far var skoledirektør i den by, vi kommer fra. Han var leder af folkeskolen og gymnasiet. Han havde fået ordre fra de serbiske myndigheder om at undervisningen skulle ske på serbisk og ikke på vores eget sprog og efter det serbiske undervisningssystem. Det havde han ikke helt været med på. Det andet var, at han på nogle af de papirer, der var på skolen havde nogle forkerte stempler. De var albanske og ikke serbiske. Derfor var han blevet anholdt. Grunden til al denne ufred er den, at de ville bestemme over os, og gøre os til serbere. Som skoledirektør fik min far en plan som han skulle arbejde efter, men det gjorde han ikke, så derfor har han været anholdt 12 gange. Han fik mere ballade for det end nogen andre. Da det blev for meget for ham, flygtede han hjemmefra og opholdt sig mest i skovene, og mens han var der kom politiet stadigvæk og ledte efter ham derhjemme. Der var engang, jeg var hjemme på besøg, hvor politiet kom. Så spurgte de, hvor far var, og vi sagde, det vidste vi ikke. Kun at han var rejst hjemmefra, at han var et eller andet sted ude i skoven. at der udgik en befaling Argjend, vores bror, der var lille blev forhørt, men han vidste ingenting. Det var en forfærdelig oplevelse. De truede med at tage vores mor med i stedet for, fordi vores far ikke var til stede. Det var slemt den dag, hvor han kom tilbage efter en arrestation gennembanket og med blod over det hele. Han har stadig ar i hovedet af de slag han har fået. Det samme gælder også for mor, der også er blevet slået. Far kom hjem fra sit gemmested i skovene ind imellem, men man holdt øje med politiet, og ligeså snart nogen så, at der kom politi eller der var optræk til en usikker situation, smuttede han ud af vinduet og ud i skoven eller andre steder. Fordi far ikke var til stede, tog de mor med 2 gange. Den ene gang, ved vi ikke, hvad de har gjort ved hende under arrestationen. Hun havde blod over det hele og hun var meget træt, da hun kom hjem. Vi spurgte, hvad de havde gjort, men hun ville ikke tale om det. Det påvirkede os meget. Vi havde det ikke godt. Fordi far var væk, havde familien ingen indtægter. Vi kunne ikke komme i skole, for vi havde ingen penge. Vi skulle selv købe bøger og undervisningsmaterialer. Jeg nåede at gå i skole 8 år, så stoppede krigen min skolegang. Min søster gik i gymnasiet første år, men på grund af det med pengene måtte også hun stoppe. om at holde folketælling i hele verden Der var også andre med højere uddannelse, der blev anholdt ligesom far. Alle albanere stod sammen, alle hans kollegaer stod sammen. De støttede ham. Han arbejdede i en humanitær organisation, der havde forbindelse til Moder Teresa, hvor han hjalp folk med mad og anden form for støtte. Det var i den hårde tid, inden krigen brød ud. Far var et forbillede i det område, hvor han kom fra. Den dag krigen startede, kom der mange serbere. Albanerne med deres gamle våben kunne ikke udrette noget mod den moderne serbiske overmagt. Politisoldaterne var malede i ansigterne og dopede af stoffer. Mine forældre flygtede sammen med den yngste, mens vi piger blev tilbage og prøvede at samle noget mad sammen, men selv det nåede vi ikke. Vi efterlod det i huset og løb. Derefter så vi, at de satte ild til vores og de andres huse. Da flygtede vi fra vores landsby og boede ude i skovene i de næste tre måneder. Krigen startede i 1998. Da vi flygtede havde vi ikke ret mange ting med. Jeg havde kun sko på den ene fod. og alle drog afsted Det var i sommertiden. Vi opholdt os under åben himmel i et stort skovområde. Folk fra landsbyerne i nærheden kom engang imellem med mad til os. Selv havde vi kun en meget dårlig madras. Vi var i en lejr, hvor over 5000 mennesker var på samme sted. Der var gange, hvor vi ikke fik mad i to tre dage. Vi tænkte meget på vore yngre søskende. Vandet, vi måtte drikke, var jo ikke rent. Der var mange mennesker om den eneste brønd. Efter 3 måneder kom nogle politienheder, der omringede lejren. De havde malet sig i hovederne og de var helt vilde, ophidsede som de var af narkotika. De hentede en dreng der vel var omkring 14 - 15 år gammel. De begyndte at massakrere det barn foran alle de andre, begyndte at stikke øjne ud, skære i ham, og sådan. Hans moder begyndte at skrige. Det var voldsomt at overvære. Vores forældre dækkede for vore øjne, vi måtte ikke se og høre hvad der foregik, men det var ikke til at undgå. For at skjule de unge kvinder for de vilde politisoldater, fik de gamle kvinders tøj på for at dække over deres alder, så man ikke kunne se , de var unge. Da vi var så mange i skovene, måtte alle først tænkte på sig selv. Så da der dukkede muligheder op for at komme væk derfra, gjorde vi det. Der var mange mennesker der blev udsat for massakrer. På vejen så vi, at også børn blev udsat for forfærdelige ting. Det sted vi gemte os, er det største område med forskellige sprog i Kosovo. Mange mennesker flygtede derhen, fordi man troede, at man kunne være beskyttet der. Fra det sted, så vidt jeg kan huske, kørte vi med en traktor til en by. På vej til den by, så vi grusomme ting. Mange mænd, var blevet massakreret, vi så kropsorganer, lemmer. Meget voldsomme ting. Ud over det så vi også mennesker der var blevet sindssyge. Et sted så vi en mand med en pose, og i den pose eller sæk, var der kropsdele. Måske de sidste rester af hans kone eller barn. Jeg kan ikke huske hvor længe vi blev i den by, jeg var jo ikke så gammel, men min far kan fortælle. Der er nogle billeder, der sidder brændt ind i min erindring. Det er alle de lig vi har set, de mennesker der lå døde på jorden, de massakrer vi har overværet, og også hvordan min far havde det, dengang han kom ud fra arrestationerne. Det var forfærdeligt. Jeg har faktisk ikke længere nogle erindringer fra Kosovo, som var gode og trygge. Alt sådan noget er væk. Jeg var jo bare 8 år, da de begyndte at forfølge far, og jeg var 13 – 14 år, da vi flygtede ud i skovene. Jeg ved, at min far arbejdede ca. 30 år i skolevæsnet. Og han arbejdede som skoledirektør ca. 8 år. Og det er da klart at jeg og mine søskende af og til ønskede, at vore forældre havde været ligesom andre, så vi kunne have fået lov til at være i fred. Men sådan kom det altså ikke til at gå. for at lade sig indskrive Derefter kom vi til Montenegro, til en by der hedder Rezhaj. I den by boede vi et stykke tid, måske 3 måneder, jeg kan ikke huske det. Her hjalp en person os med at komme til Bosnien. Min fars ene onkel bor i Bosnien, og vi boede hos ham i ca. 3 måneder. Min fars onkel fandt en forbindelse, så vi kunne komme til Danmark. Min far havde læst en bog om Danmark, og han var fuldt og fast overbevist om, at det var det land vi måtte til. I den bog far havde læst, stod der, at danskerne er et venligt folk. Vi havde ikke penge til, at alle kunne rejse, så vi delte familien i 2 grupper. Jeg og mine søstre og min bror blev tilbage, da far, mor og den yngste rejste, og min bedstemor var også med. Den person, som kørte dem til Danmark, var bosnier. Efter nogle dage var de ankommet til Danmark og min fars onkel kom til os og fortalte, at nu var de vel ankommet, og nu var det vores tur. Vi kom til Danmark i en campingvogn. Derefter kom vi til en politistation eller politigård, og de sagde, at vi skulle på et børnehjem, for de vidste ikke, at vi havde noget familie her i Danmark. Vi kom så til et børnehjem, og der mødte jeg en albaner og spurgte, hvordan man gjorde. Om der var et sted her, hvor man søger asyl. En tolk fortalte mig, at man kunne søge asyl og komme til Sandholmlejren. Jeg fik et telefonnummer, men jeg var bange for, at myndighederne var ligesom i Serbien, at man ville fjerne børn fra deres forældre, og hvad jeg ellers havde af forestillinger. Vi blev kørt til Sandholmlejren og så vores forældre efter 14 dage. Så blev vi sammenført med dem og blev flyttet hen til Dansk Rødekorscenter. Vi havde ikke forventet, at vi blev behandlet på den måde, vi gjorde. Man tog godt mod os, vi fik penge, fik noget at spise og alt var som det skulle være. Jeg tænker tilbage på, hvordan det var, mens vi sov i skovene og hvordan vi sov her. Det at have et sted at bo, det betyder meget. Mens vi boede på Røde Kors centret, der var vi i ca. 2½ -3 år, så blev min far syg. Han fik dårligt hjerte. Vi troede hele tiden, at det var noget med maven, men det var helt forkert, det var hjertet. Nogle gange, når jeg har noget med maven, tænker jeg på, om jeg også har noget med hjertet, ligesom min far. Det påvirker os alle sammen meget, hvad vi har været igennem. Det gør det meget svært at kunne klare det daglige. Når jeg er sammen med mine søskende og vi snakker om, hvad vi har været udsat for, så græder vi, det er hårdt. Det gik ellers godt i starten. Men min mor begyndte at få traumer af, hvad hun havde oplevet. Så var der også det, at i centret var der nogle armeniere og afghanere, der lå i slagsmål med hinanden. Min mor troede først, at det var nogle serbere, der var kommet for at lave ballade, så hun blev meget forskrækket og begyndte at få det meget dårligt, og det påvirkede også mig meget. Jeg ville ønske, at min far kunne arbejde her, men sådan bliver det ikke. Han er jo syg. Min far har forandret sig, han er ikke den far, han var engang. Min mor har også forandret sig. Hendes sygdom gør, at hun fx ikke er i stand til at bage og lave mad, det gør mine søstre nu. Før i tiden stod hun for al madlavning. Vi er selvfølgelig glade for, at vi kan tage over og hjælpe far og mor, når der ikke er andre. Vi er også taknemmelige overfor de institutioner, som tager sig af vores forældre. Den skole og de mennesker der hjælper. Også den medicinske indsats. Altså, lægehjælp kunne vi godt få i Kosovo. Hvis man var syg, gik man til læge. Men her er der så mange ting man tager hånd om, min mors traumer og den slags. Men alt i alt, så tror jeg ikke nogen af os havde været i live, hvis vi var blevet i Kosovo. Nej, vi havde nok ikke været i live. Vi har heller ikke noget familie tilbage dernede. Min onkel i Kosovo blev dræbt. Vi ved heller ikke, om vores venner bor der endnu, men vi hører mere sammen med familien, ikke så meget sammen med venner. Jeg kommer til at tænke på en af mine klassekammerater, der blev slået ihjel. Han passede dyrene, der græssede på markerne, men alligevel var han dygtig i skolen. Han var ude for at passe dyrene, da der kom militær og slog ham ihjel. Det var efter at vi var flygtet. Jeg kan også selv stadig høre lyden af våben. Der er mange billeder af den slags oplevelser. Vi var meget bange allesammen, når der blev skudt omkring os, og jeg oplever det, som om vejen var meget lang, mens vi løb, selv om den var meget kort.. Min fars to mostre og deres familier er også blevet massakreret og udsat for forfærdelige ting. Det der skete var, at militæret kom og sagde, at de skulle forlade deres huse. Da det ikke gik hurtigt nok, blev de alle sammen gennet ind i et hus, hvorefter serberne gav sig til at kaste håndgranater ind til dem. De kastede en granat ind så den landede i skødet på fars moster. Hun blev sprængt i stumper og stykker. Der var en pige der overlevede, alle de øvrige 46 omkom. også Josef drog op fra byen Nazareth Mens jeg var på flygtningecentret i Nordjylland, gik jeg i skole for at lære sprog, og der kom også Mirsad, min mand. Jeg tror det var i år 2000. Han kom til skolen, vi så` på hinanden, vi kunne godt lide hinanden, vi blev forelskede. I to år var vi kærester. Vi havde det rigtig godt sammen. Når jeg så` Mirsad i skolen spurgte jeg min leder, om jeg måtte gå ud til ham, og det måtte jeg gerne. Jeg spurgte min lærer om han måtte gå i samme klasse, og han fik lov til at sidde ved siden af mig. Den lærer har været virkelig sød, og jeg savner hende rigtig meget. Mirsad er fra Serbien fra en egn, hvor hans familie var den eneste, der var albansk. Da krigen brød ud, og de havde et gammelt våben derhjemme, krævede serberne, at han blev serbisk soldat og at han skulle med i krigen og skyde på albanerne i Kosovo. De ville også have ham til at skaffe oplysninger om albanske enheder, altså spionere mod sine egne. Da han nægtede begge dele, blev han sat i fængsel, hvor han var i to hårde måneder, hvor han ofte blev slået og andre grimme ting. Mirsad var i et dilemma. Han ville absolut ikke skyde på albanerne som serbisk soldat, men han ville heller ikke skyde på serbere. Mirsad er ikke pacifist, men det er forkert at skyde på hinanden, mener han. Derfor valgte han at flygte ud af landet, da serberne en overgang midlertidigt løslod ham. Mirsad flygtede til Makedonien, og derfra kom han til Danmark. Der skete så det i Hjørring, at det snart var sommerferie, og jeg fik opholdstilladelse. Jeg vidste ikke om vi kom til at ses, for vi boede langt fra hinanden. Han boede i Hjørring og jeg flyttede til Assens. Men vi blev ved at holde kontakt med hinanden. Vi skrev til hinanden og vi ringede. Jeg tog til Hjørring engang imellem. Min far var meget moderat og åben overfor vores forhold. Så friede Mirsad til mig og efter at han havde friet var jeg meget lykkelig. sammen med Maria sin trolovede som var frugtsommelig Så var vi forlovede, og vi blev gift sidste år i juni 2002. Jeg elsker ham meget, jeg kan aldrig få ham ud af mit hjerte. Han er ikke en som sladrer og fornærmer, han er sød og rar, og min familie elsker ham rigtig meget, og har meget tiltro til ham. og mens de var der kom tiden da hun skulle føde Den 22 februar 2003, da vi var flyttet ind på Torvet i Mariager fik vi en dejlig datter, som vi gav navnet Kaltrina. Vi havde meget dårlig råd til mad og tøj, da vi brugte mange penge på sagførere, der skulle ordne Mirsads opholdstilladelse. Mirsad fik hverken penge eller lægehjælp så jeg måtte betale alt af de få penge jeg fik til Kaltrina og mig. Men det gik lige indtil den endelige afgørelse kom. Mirsad skulle udvises fra Danmark. men der var ikke plads til dem i herberget Det har været et chok for os at få at vide, at Mirsad skal udvises. Han har kone og barn her, og han har sit netværk her. Mirsad har intet at komme tilbage til i Serbien. Myndighederne her i Danmark vil ikke forstå, at han er albaner selvom han er fra en del af Serbien, der ligger tæt op ad Kosovo. Mirsad er blevet slået så meget i fængslet, at han konstant har hovedpine og til tider taber både hår og skæg. Han er ikke syg nok efter udlændingestyrelsens mening. Først hvis han er død er man overbevist. Men til den tid er det jo for sent. Sender de Mirsad til Beograd, vil han meget sikkert blive forfulgt og atter ende i fængsel, hvor serberne vil fortsætte torturen. Jeg kan ikke rejse til Serbien med ham og hjælpe ham, da jeg er kosovoalbaner. Dels vil de ikke have mig ind, dels vil også jeg blive forfulgt i Serbien. Det er en meget brutal tid, der er i Serbien nu. Vi begriber ikke, hvordan den danske stat kan opføre sig på den måde. Vi har et lille barn og et barn har krav på en mor og en far. Man må ikke splitte familier ad på den måde. Vi kan ikke blive sammen, fordi der er kommet nogle nye familiesammenføringsregler, der siger, at man skal være over 24 år for at kunne blive familiesammenført. Disse regler er for at forhindre tvangsægteskaber, og det har jo intet med os at gøre. Jeg er 21 og Mirsad er over 24. Men den regel eksisterede ikke, da vi blev gift. Da var der ingen, der forlangte den slags. I mellemtiden er lille Kaltrina kommet til. Har børn ikke længere ret til at have to forældre i dette land? Det er ikke faldet os ind, at vi ikke skulle kunne blive sammen, da alle der bør vide det også ved, hvad jeg har oplevet og hvad Mirsad har oplevet, og hvad vi har været igennem. Vi kan ikke forestille os, at man kan blive skilt her i Danmark, når det er imod Menneskerettighederne. Det er noget helt nyt at blive mor, og ikke helt let, for jeg har jo ikke prøvet at være mor, men det bliver lettere. Men det vil blive meget svært, når Mirsad ikke er her og jeg vil blive påvirket af situationen. Siden tingene er gået i gang har jeg drømt om det om natten. Siden jeg har set politibetjenten og stationen i Randers, hvor vi blev kaldt ind, har alting kredset om de ting. Da var jeg atter til forhør hos serberne hjemme i Kosovo. Det skal være sådan, at et barn skal se begge sine forældre, når hun har brug for det. Hvis der går nogle år, før hun ser sin far, ja så kender hun ham ikke og ved ikke, hvordan det er at have en far. Mirsad er jo glad for sit barn, ligesom alle forældre er glade for deres børn. Det er meget svært. Jeg kan ikke sætte mig ind i, hvordan, det vil være, at Mirsad ikke er her mere. Jeg håber ikke, at de sender ham tilbage, for så ved jeg ikke, hvad der så sker med os. Mine forældre ved endnu ikke at Mirsad er i den situation at han måske bliver smidt ud af landet, jeg har bare fortalt, at Mirsad har fået afslag. Hvis de får at vide at Mirsad er ved at blive smidt ud, vil det påvirke dem så meget, at de vil få det meget dårligt, og i forvejen er de meget syge. Det vi har oplevet dernede, den nød der var, og så det her, det er meget svært, det der sker nu. De ting vi har oplevet har vi hele tiden i vores hoveder. Det kan vi aldrig glemme. Hvis Mirsad bliver sendt ud af landet, jeg ved ikke… Vi har et barn sammen, og nu vil de sende Mirsad ud af landet. Nogle gange tænker jeg på, om jeg skal springe ud af vinduet, men jeg har jo vores datter at tænke på. Men med et var der sammen med englen en himmelsk hærskare,, som lovpriste Gud og sang: Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag. |
Gid,det må lykkes at redde denne hårdtramte far og hans familie. karen Rommerdahl |
||||||||
